2916 1921
[email protected]
 
 
 
 
    

Tilbage

Folketingspolitikere i praktik i Frivilligværket

2019-09-18 12:44:34

Østjyllands første mobile frivilligcenter, FrivilligMobilen, får fornemt selskab af Malte Larsen og Michael Aastrup Jensen, når det starter sin turné i Randers kommune med besøg i Langå og Romalt.

Frivilligværket har testkørt FrivilligMobilen siden maj i Randers midtby for at skabe mere synlighed omkring deres mange gratis tilbud for foreninger og borgere; senest var Mobilen på gaden i 36 timer under Randers Festuge. 

Men formålet med FrivilligMobilen var altid at komme ud af midtbyen, forklarer Louise Brown, leder i Frivilligværket.  ”Vi er hele kommunens frivilligcenter og skal stå til rådighed for alle foreninger – om de holder til i Houmeden eller Havndal. Og når foreningerne i oplandet ikke kommer til os, må vi komme til dem.”

Frivillighed styrker fællesskabet

FrivilligMobilen er derfor på vej ud i oplandet – endda med politisk opbakning i form af to lokale folketingspolitikere. De er i praktik i anledning af FrivilligFredag –  den nationale fejring af frivilligheden, der i Randers fejres hele ugen.

Malte Larsen (S) skal med Mobilen til Langå. ”Der er et stort behov for frivillighed,” udtaler han. ”Det frivillige Danmark er med til at løse udfordringen om at få alle mennesker til at deltage i værdiskabende fællesskaber, og her gør Frivilligværket også en stor indsats.”

Michael Aastrup Jensen (V) er enig. ”Frivillighed er enormt vigtigt og er med til at sikre sammenhængskraften og fællesskabet i lokalsamfundet. Det er alt fra skolebestyrelserne til fodboldtræneren til madlavning på fx plejehjem, og det gør en kæmpe forskel.” Han skal med til Romalt. 

I Frivilligværket er de begejstrede for opbakningen. Louise Brown siger; ”Vi er glade og taknemmelige for, at Malte og Michael vil med ud og støtte op om vores indsats, og det er fantastisk at se, hvor højt de prioriterer frivilligheden og fællesskabet. Den forståelse er en kæmpe hjælp for vores daglige arbejde med at støtte alle de lokale foreninger i Randers.”

Hjælp til foreninger og kommende frivillige

FrivilligMobilen holder parkeret foran Fakta i Langå mandag d. 23. september kl. 14 – 16 og ved REMA 1000 i Romalt onsdag d. 25. september kl. 15.30 – 17.30. Pop-up kontorets funktion er præcis den samme som det faste kontor på Kirketorvet – at vejlede foreninger om forskellige udfordringer og hjælpe borgere i gang som frivillige. Frivilligværket inviterer alle interesserede til at kigge forbi og byder også på kaffe og kage til snakken. 

 

For yderligere information, kontakt:

Line Nordskjold, kommunikationsmedarbejder 

[email protected] // 29 42 19 22

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her:

*
* Påkrævet
Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, opsamle statistik og forbedre brugeroplevelsen - Klik for at acceptere og fortsætte! - Læs mere Accepter