Skip to main content

Cafe Rusfri skaber håb og fællesskab

Oprettet : den 25. februar 2025

Café Rusfri var en af de foreninger, der vandt midler fra FRIVILLIGINITIATIVET 2024. Cafe Rusfri fik en flot 3. plads og modtog 10.000 kr. til at tage ud og holde oplæg på skoler, institutioner og arbejdspladser.


Cafe Rusfri er en brugerstyret cafe og aktiviteterne tager udgangspunkt i brugernes egne behov. Vi har hygge og fællesspisning hver tirsdag fra kl. 12.00 – 20.00 og eftermiddagshygge hver torsdag fra kl. 12.00 – 16.00. Bestyrelsesmedlemmerne har også nøgle til cafeen, så vi selv kan lave arrangementer fx i weekenderne. Så det er altid muligt at mødes over en kop kaffe, et spil backgammon, PlayStation eller hvad man nu har lyst til. Vi holder også nogle velbesøgte foredrag.


Midlerne fra FRIVILLIGINITIATIVET 2024 skal gå til et projekt, hvor unge tidligere misbrugere bliver uddannet, så de kan tage ud på skoler, institutioner og arbejdspladser og fortælle deres egen livshistorie. ”I den forbindelse skal vi have en form for ’foredragsrådgiver’ ud der kan give gruppen et kursus i præsentationsteknisk, så de kan strukturere, målrette og gennemføre et foredrag, der tryllebinder tilhørerne. Sådan en rådgiver er meget dyr.” fortæller Anette Juul Sørensen og fortsætter ”Der skal også laves podcasts med de forskellige unge til vores hjemmeside, så man får en teaser for, hvad man får, hvis man reserverer et foredrag med netop den foredragsholder.”


Med gruppens historier ønsker Cafe Rusfri at påvirke unge til at tænke sig om en ekstra gang, inden de bevæger sig ud i stoffer og kriminalitet. Anette uddyber: ”Vi kender om nogen bagsiden af medaljen. Mødet med stofferne har ødelagt en stor del af vores ungdom, nogle sidder med stor gæld, nogle har været i fængsel i årevis, og andre har psykiske følger.


Gennem foredragene vil publikum få indblik i en ukendt verden med kriminalitet, fængsling og reintegration i samfundet. Det giver også foredragsholderen mulighed for selv at reflektere over sit liv, og give noget tilbage til sine medmennesker. Mange af foredragsholderne lægger faktisk vægt på det selvterapeutiske element i at dele deres egen historie.”


Vi vil selvfølgelig også gøre reklame for vores cafe/værested der ligger på Gl. Hadsundvej, hvor der tidligere var skole. Her kan du komme, hvis du er over 18 år, og er kommet ud af et misbrug.
Vi er en gruppe eksmisbrugere der har taget initiativ til at åbne cafeen i samarbejde med Rusmiddelcentret. Her har vi etableret et netværk, hvor tidligere misbrugere kan finde støtte og sparring til at fastholde et liv uden stoffer og alkohol. Mange misbrugere kan nemlig godt føle sig alene og sårbare i tiden efter behandlingen. Her skal den tidligere misbruger til at skabe sig en ny tilværelse uden brug af stoffer og alkohol. Det er meget svært, da vedkommende som regel kun kender folk fra misbrugsmiljøet.”