Skip to main content

Forfatter: Bruno Sørensen

Frivilligværket flytter til Slotscentret

Frivilligværket overtager nye lokaler i Slotscentret fra marts 2025. Flytningen sker for at gøre Frivilligværket mere tilgængeligt, bringe os tættere på vigtige samarbejdspartnere og øge vores synlighed.

Vores nuværende lokaler i baggården på Kirketorvet er meget charmerende, og mange foreninger har gennem årene haft aktiviteter og møder der. Dog har vi stået over for en stor udfordring: Frivilligværket har ikke været tilgængeligt for personer i kørestol. Vi har derfor været på udkig efter nye lokaler og har nu skrevet under på lejekontrakten for et lyst og indbydende lokale i stueplan i Slotscentret. Med flytningen kommer vi tættere på Selvhjælp Randers og No. 17 – Randers Kommunes hus for bæredygtig handling.

Frivilligværket vil fortsat kunne låne lokaler ud til vores medlemsforeninger. I starten af 2025 kontakter vi alle de foreninger, der allerede har reserveret lokaler i det kommende år. Vi overtager de nye lokaler fra marts 2025, men den præcise dato for flytningen er endnu ikke fastlagt.

Frivilligværkets aktivitetsplan

Frivilligværket har udarbejdet en aktivitetsplan for 2025-26. I planen er der fokus på rådgivning af foreninger, netværksarrangementer, kurser for frivillige, rekruttering af frivillige og Socialkompas m.m.

Frivilligværket modtager et tilskud fra Social- og Boligstyrelsen, og derfor skal vi hvert andet år indsende en aktivitetsplan til dem. I forbindelse med udarbejdelsen af aktivitetsplanen har det været vigtigt for os at høre, hvad vores medlemsforeninger efterspørger fra Frivilligværket. Vi har derfor holdt en workshop med deltagere fra flere af vores medlemsforeninger, og vi har skrevet deres input ind i aktivitetsplanen. Planen har også været drøftet i bestyrelsen af flere gange.