2916 1921
[email protected]
 
 
 
 
    

Lakridsen

Det kreative værested Lakridsen i Søren Møllers Gade drives af frivillige med støtte fra en koordinator. Tre dagen om ugen inviteres borgere indenfor til kaffe, snak og muligheden for at udfolde sig kreativt.

Lakridsen åbnede i april 2012 og holder åbent tirsdag til torsdag mellem kl. 10-14. Stedet er en slags reetablering af det nu lukkede Tekstilværkstedet og flere af de randrusianere, der kommer i Lakridsen – enten som bruger eller frivillig – har haft deres gang på netop Tekstilværkstedet. Hos Lakridsen kan man komme og være kreativ – sy, strikke, hækle og meget andet. Man kan også bare komme forbi til en kop kaffe og en snak.

Bente Vangsøe er lønnet koordinator, men det er de 12 frivillige, der holder Lakridsen åben. Bente er støttekontaktperson i Randers Kommune, og flere af de borgere, hun er i kontakt med, kommer på Lakridsen, og hun mødes ofte med borgerne i Lakridsens lokaler.

Som frivillig hos Lakridsen skal man være rummelig, forstående og have respekt for andre mennesker: ”Der kommer mennesker, der har det svært. Der er dage, hvor der er meget snak, og hvor man skal lægge øre til lidt af hvert. Det skal man kunne magte”, fastslår Bente Vangsøe.Lakridsens frivillige er primært fundet ved mund-til-mund metoden, men nogle af de frivillige er også tidligere brugere af Tekstilværkstedet: ”Jeg ved at man kan annoncere efter frivillige, men jeg kan godt lide, at folk kommer herned og mærker stemningen, og at vi fornemmer, om de er rigtige i forhold til det her sted. Det betyder også, at de nuværende frivillige er rigtig gode for Lakridsen – på alle punkter. Det er altafgørende i det her arbejde, at der er en så god opbakning”, påpeger Bente Vangsøe.

Kom og mærk stemningen

Tre af de frivillige er Anni Dideriksen, Lizzi Grandelag og Birte Hovmand. De holder Lakridsen åben hver tirsdag og har været med siden starten i 2012. De hygger om brugerne og snakker med dem, samtidig med at de selv udfolder deres kreative evner. De synes alle tre, at dette er et godt mix: ”Det giver en stor tilfredshed, når man går herfra og har snakket med nogen, der har haft brug for det, samtidig med at man selv har været kreativ”, fortæller Lizzi.

Vi bliver hørt og anerkendt

Anni, Birte og Lizzi beskriver Lakridsen som et dejligt sted, der emmer af hygge og tryghed: ”Vi glæder os til at komme hver tirsdag”, siger Lizzi og Birte i kor. Og især trygheden er særlig vigtig for brugerne: ”Vi sørger for at tage en snak med brugerne på tomandshånd, hvis vi fornemmer, at de har brug for det”, fortæller Birte, hvortil Anni tilføjer: ”Vi er jo ikke uddannet til at tale med folk, der har det svært, men vi gør det bare – som de mennesker vi er”.

De tre kvinder er meget begejstrede for at være frivillige hos Lakridsen: ”Det er meget motiverende, at Bente fortæller os, at hun er helt tryg ved at overlade stedet til os, når hun går - det er en god anerkendelse. Vores forslag bliver hørt, og vi har indflydelse på, hvordan tingene bliver gjort”, fortæller Lizzi.

Når snakken falder på, om stedet skal udvides og have mere plads, påpeger Bente Vangsøe vigtigheden i ikke at gå på kompromis med stedets tryghed: ”Vi er tilpas i det her lokale. Vi er tilpas i den ramme. Spørgsmålet er, hvor meget større vi kan blive, da rammen netop er tryg, fordi den ikke er større. Det ville ikke være det samme i et kæmpe lokale”.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her:

*
* Påkrævet
Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, opsamle statistik og forbedre brugeroplevelsen - Klik for at acceptere og fortsætte! - Læs mere Accepter