Debatindlæg af Louise Brown. Leder af Frivilligværket.
Nu ved jeg snart ikke, hvad vi skal stille op mere. Frivilligværket Randers er sammen med landets andre frivilligcentre blevet påbudt at lukke for foreningslivet. Vi må ikke stille vores lokaler til rådighed for foreningerne.
Vi har netop afholdt en vellykket generalforsamling i Frivilligværket Randers, hvor vi med stor begejstring glædede os over, at vi nu endelig kan se lys for enden af tunnelen. En generalforsamling, hvor frivilligheden og lysten til at involvere sig blomstrede. Vi fik endnu engang en fuldtallig bestyrelse, uden at skulle vride armen om på nogen.
Det er så glædeligt. Og det bekræfter mig i, at vi gør det rigtige. Og det er der virkelig rigtig mange foreninger, der gør.
Foreningslivet har ligget stille så længe nu, at vi vitterligt begynder at se følgerne. Der er mistrivsel på rigtig mange plan. Vores medlemsforeninger, hvoraf en stor del ”arbejder” til glæde for det sociale og den mentale sundhed, har ligesom så mange andre lidt gennem det sidste år, og derfor var glæden også stor, da vi igen kunne åbne Frivillighedens Hus, således at foreningerne igen havde lokaler at mødes i.
Men det var en stakket frist. Nu viser det sig, at det kun gælder idrætsforeningerne.
Man blev i regeringen klar over den store mistrivsel, der er begyndt at herske rundt om i landet, og åbnede derfor for dele af foreningslivet. Men det er lidt som om, at trivsel udelukkende regnes for fysisk sundhed. Hvad med den mentale sundhed?
Det giver simpelthen ingen mening, at voksne mennesker må mødes til indendørs idræt, men vi må ikke holde vores lokaler åbne for 5 mennesker, der skal holde bestyrelsesmøde, så en given forening kan drives videre.
Hvor er logikken? De frivillige sociale foreninger, patientforeningerne, de kulturelle foreninger og lignende har også brug for at ses. De har også brug for at være i drift. De løfter faktisk en kæmpe opgave i vores civilsamfund, men de får ikke lov. Hvorfor er deres virke ikke ligeså meget værd som idrættens?
