Tak til alle, der var med til at fejre vinderne af FRIVILLIGINITIATIVET 2024 på Cafe Gaia Papaja den 8. april 2024.
Vi fik 27 ansøgninger, og der var alt fra initiativer for børn og unge, aktiviteter for familier, fællesskaber for sårbare og udsatte mennesker samt aktiviteter for ældre. Det har været inspirerende at se, hvor kreative de forskellige foreninger har været med deres ansøgninger, og hvor stort og mangfoldigt det frivillige engagement er i Randers og omegn.
Stort tillykke til vinderne af FRIVILLIGINITIATIVET 2024
- Foreningen for den sociale hundelegeplads
19,30 % - får tildelt 12.000 kr. (Ansøgt beløb 15.000 kr.) - Venligboerne Randers
16,15 % - får tildelt 10.000 kr. (Ansøgt beløb 10.000 kr.) - Cafe Rusfri
15,69 % - får tildelt 10.000 kr. (Ansøgt beløb 15.000 kr.) - Hjerneskadeforeningen
15,51 % - får tildelt 10.000 kr. (Ansøgt beløb 15.000 kr.) - LAP – Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere
14,91 % - får tildelt 3.000 kr. (Ansøgt beløb 3.000 kr.)
Foreningen for den sociale hundelegeplads Randers vandt FRIVILLIGINITIATIVET 2024, og de vandt 12.000 kr. De er en ny startet forening, der vil forskønne indhegningen til hunde på Toldbodgade. De ønsker at etablere et sted, hvor socialt samvær er i hovedsæde, og hvor man kan mødes på tværs af sociale lag. Alle skal have mulighed for at komme til forskellige aktiviteter nede på hundelegepladsen, både med og uden hund. Amalie Lykke Sørensen, formand for den sociale hundelegeplads udtaler:
”Der var så mange fede initiativer at stemme på, så vi er utroligt ydmyge og taknemmelige over al den støtte og opbakning, vi har fået til vores projekt. Forhåbentlig er det her første spadestik til etableringen af et naturskønt socialt værested, som dyrker fællesskabet i frivillighedens navn - også foreningerne imellem, for alle gør en fantastisk forskel.”
Venligboerne Randers kom ind på en andenplads og vandt 10.000 kr. Venligboernes koncept er helt enkelt at møde folk med venlighed, være imødekommende og række hånden ud til dem, der har brug for hjælp. Venligboerne Randers har bl.a. en foodbank i VenligboHus og er lige startet op med fællesspisninger. Midlerne fra FRIVILLIGINITIATIVET 2024 skal anvendes til at forskønne VenligboHus. Steffen Sand, bestyrelsesmedlem i Venligboerne Randers, fortæller:
” Vi er meget glade for andenplads, for der var rigtig mange andre gode initiativer, der havde ansøgt. Så tak til alle, der har stemt på os, og som bakker op om os, så vi kan skabe endnu mere Venlighed i verden”
Hjerneskadeforeningen fik en fjerdeplads og vandt 10.000 kr. Per Kristiansen, formand for Hjerneskadeforeningen udtaler:
”Vi er en forening med en helt ny bestyrelse, og for os er det en stor hjælp at have vundet pengene fra FRIVILLIGINITIATIVET 2024. Så kan vi arrangere oplevelsesture ud af huset for vores medlemmer.”
2.100 borgere har stemt på deres favoritter
Alle foreninger i Randers Kommune med et socialt sigte kunne søge om at få del i overskuddet fra salg af Randerskalenderen, og der kom 27 ansøgninger. Alle i Randers har haft mulighed for at stemme på deres favorit foreninger. Det endelige resultat er delvis blevet afgjort af de 2.100 borgere, der har stemt online, og delvis af vores dommerpanel. Panelet bestod af Rosa Lykke Yde, formand for Socialudvalget, Eske Thøgersen, formand for Frivilligværket og Frank Secher fra Randerskalenderen.
Eske Tøgersen, formand for Frivilligværket, var del af dommerpanelet. Eske er taknemmelig for det store frivillige engagement, der er i Randers, og han ved selv, hvor livsbekræftende, det kan være at gøre en forskel for andre som frivillig i en forening, og han fortæller:
”Der er mange frivillige ildsjæle, som er med til at løfte en stor opgave, som handler om at skabe nye relationer og venskaber i hele Randers Kommune. Tak fordi I bidrager med gode ideer og for at I sætter tid af til at skabe mening for andre mennesker, herunder de mennesker, som møder flere udfordringer i livet end gennemsnittet.”
Tak til alle, der har bakket op om FRIVILLIGINITIATIVET 2024, og tak til Jan Szwed for billeder!
Særlig tak til Frank Secher fra Randerskalenderen for at donere midlerne til FRIVILLIGINITIATIVET 2024.
I kan se det samlede resultat her